Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Dansk Folkepartis foragt for al Khawajas frihedskamp

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I februar 2011 besøgte Dronning Margrethe Bahrain og roste diktatoren kong Sheikh Hamad ibn Isa al-Kalifa for sin gode »fornemmelse for, hvad der rører sig i hans land«. Det foregik, mens det arabiske forår spredte sig i oprør mod autoritære despoter i flere lande, herunder Bahrain, og som om denne foragt for frihedskampen ikke var nok, blev Bahrains diktator ved samme lejlighed hædret med Storkorset af Dannebrog.

Dermed fortsatte den forkastelige vane med at sammenblande nødvendigt diplomati og dialog med skamros og leflen for kyniske magthavere, som trækker blodige spor efter sig - tidligere har Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu og Egyptens diktator Husni Mubarak fået Elefantordenen af det danske kongehus, der heller ikke har holdt sig tilbage med at hædre den nazistiske feltmarskal Herman Göring med Storkorset.

Skulderklap, smil og hæder, mens civile holdes nede med jernhånd og torturkældre driver af blod. Dansk udenrigspolitik.

TV2's politiske redaktør Henrik Qvortrup har i lighed med Enhedslisten foreslået, at Dronning Margrethe kunne skrive til Bahrains diktator og få ham til at løslade den sultestrejkende menneskerettighedsaktivist og frihedskæmper al-Khawaja, der er dansk statsborger. Qvortrup skrev i en klumme: »I denne sag kunne dronningen (nogle ville sige 'for en gangs skyld') gøre en forskel. En appel fra Margrethe er måske lige præcis det, der vil få myndighederne til at løselade al-Khawaja. Afvises kan det ikke, at en trussel om at miste det prestigefyldte Storkors kunne få den bahrainske konge til at benåde al-Khawaja.« (MetroXpress, 12.4.2012).

Ja, hvorfor ikke? Et udmærket og ret oplagt forslag.

Til gengæld er det helt forkert, når Dronningens kabinetssekretær Henning Fode hævder, at majestæten hverken er »politisk« eller sender »politiske signaler« (Berlingske, 18.4.2012), og ikke mindre ude i hegnet, når De Radikales udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen afviser, at dronningen skal komme danskeren til undsætning: »Jeg synes ikke, at dronningen skal være en del af Danmarks udenrigspolitik.« (Ekstra Bladet, 12.4.2012).

Er dét en JOKE? Dronningen ER en del af Danmarks udenrigspolitik. Endog i dette tilfælde i et hjørne af den allerværste af slagsen. Når Dronningen fletter fingre med Bahrains diktator og hædrer ham med Storkorset, er det OGSÅ et »udenrigspolitisk signal«, og derfor er det mindste dog, at også majestæten nu råder en SMULE bod på fadæsen og anmoder Bahrains diktator om at løslade al-Khawaja. Et vink med en vongstang fra majestæt til majestæt.

Endnu større foragt for frihedskampen gav Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen udtryk for, da han kaldte al-Khawajas sultestrejke for en »trussel«, som vi skal være fuldkommen kolde i røven over: »Jeg vil ikke acceptere den slags trusler, og vi bør ikke handle på den slags trusler. Hvis han har valgt at sulte sig selv ihjel, så er det hans ansvar alene, og det er ikke noget, regeringen skal handle specielt hurtigt på.« (Politiken, 10.4.2012).

Nej, lad ham endelig sulte sig ihjel. Han har jo selv valgt at dø, ikke sandt? Føj for helvede, siger jeg bare - ja, undskyld mig, men dette er unægtelig en sag, der inviterer til at kalde en spade for en spade.

Espersen bralrede endvidere ud med følgende: »Der sidder tusindvis af danske statsborgere fængslet rundt omkring i verden for diverse forbrydelser. Vi skal sørge for, at deres rettigheder bliver overholdt. Men vi har ingen særlige forpligtelser for at hente dem hjem til Danmark bare fordi de sultestrejker.«

»Bare fordi ...« Åh, alle disse danske torturofre og deres sultestrejker - det sker jo igen og igen og igen, ikke sandt?

Næ, faktisk ikke. Som programmet Detektor kunne afsløre på DR1, var Espersens påstand helt ude i skoven. Der sidder ikke »tusindvis« af danskere i fængsler verden over, der sidder ca. 100, og heraf er der kun ca. 30 i ikke-vestlige fængsler (Detektor, 17.4.2012).

Tilmed er al-Khawaja blevet udsat for brutal tortur, hvilket ingen dansk statsborger har været udsat for siden 1996. Det er med andre ord så speciel en sag, som tænkes kan.

Espersen forsøger derfor at underbetone sin vilde overdrivelse over for Detektor: »100 er en tiendedel af, hvad jeg trodet, det var, og det dur ikke.«

Nej, Espersen. Det relevante sammenligningsgrundlag over for de 100 (eller 30 i ikke-vestlige fængsler) er din påstand om »tusindVIS« af fængslede, ikke 'blot' »tusind«. Du overdrev ikke 'kun' med en TIdobling, for tusindVIS er meget mere end »tusind«. Du slyngede med andre ord et vildt og ekstremt fejlagtigt tal ud for at bagatellisere en mand, der er blevet udsat for blodig tortur, som om det er en ligegyldig hverdagsbegivenhed.

Espersen er imidlertid kold i røven over for al-Khawajas skæbne, for han mistænker ham for at være islamist.

Aha? Ja, hvem rager det vel, at en dansk statsborger udsættes for tortur i et blodigt diktatur, hvis vedkommende 'bare' er shiamuslim og har en holdning, som Dansk Folkeparti ikke deler?

Espersens udtalelser ville mildest talt være kuldegysende - selv hvis al-Khawaja var islamist.

Imidlertid er al-Khawaja en menneskerettighedsaktivist, der nyder stor international respekt, og lederen af Bahrain Center for Human Rights, Nabeel Rajab, er chokeret over Espersens stempling: »Hvis nogle politikere i Danmark kalder Khawaja for en islamist, bruger de samme retorik som kongens diktatur her i Bahrain. Jeg troede, Danmark var på demokratiets side.« (Politiken.dk, 18.4.2012).

Men så lidt betyder det for visse politikere i Danmark, at en dansk statsborger kæmper den kamp, vi ellers elsker at se 'os selv' hyldet for under besættelsestiden, når vi minder hinanden om danskeres heltegerninger mod totalitære undertrykkere ... Gladeligt fastholdes imidlertid kongehusets hæder til diktatoren i Bahrain, mens Dansk Folkeparti kun har hån og foragt til overs for en fredelig frihedskæmper, der sætter sit liv på spil.

Jeg synes, at det uhyggeligt. Uhyggeligt afslørende.

APROPOS

> Rov og orden

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 19.4.2012