Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

SF-opgør: Søvndal og Möger har intet lært

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er kampvalg om næstformandsposten til SF's kommende landsmøde, og opgøret står ikke blot mellem to personer, den nuværende næstformand Meta Fuglsang og udfordreren Mattias Tesfaye, men også mellem to fløje i partiet, henholdsvis den mere humanistisk inkluderende fløj, og en mere traditionsbunden 'arbejderfløj', om end delvist i nye og mere strømlinede klæder.

Pudsigt nok har mange advaret imod, at kritikere af Tesfaye er gået efter personen, skønt det er Tesfayes egne teser og politiske målsætninger, der har været genstand for kritikken, hvorimod Tesfaye netop i sin tilbagevendende pointering af, at der er for mange akademikere i partiet, sætter sin rival mat ved at gå efter personen(s uddannelse), ikke hendes politik - Fuglsang er jurist.

SF-toppens favorit er Tesfaye, der i modsætning til hyppige fejlslutninger ikke repræsenterer en fornyelse, men en tilbagevenden til en mere firkantet arbejderklasse-tankegang, der bunder i snævert ideologisk arvegods, som SF i sit udgangspunkt tog de første skridt væk fra ved at vinke farvel til Sovjetunionens galimatias.

Selvsagt repræsenterer hverken Tesfaye eller Søvndal og Möger en sovjetisk revival, men den populistiske fokus på de blå kedeldragter i den nye arbejder-klædedragt - der i dag iscenesættes som den bløde middelklasse, der 'smører leverpostejsmader' til madpakkerne om morgenen og sandelig BESTILLER noget (i modsætning til ...) - er i sidste end et levn af samme klasse-egoistiske tænkning.

SF skal være et lønmodtagerparti, men det sker ved direkte og indirekte at skabe skel til ledige og socialt trængte grupper, idet man i stigende grad appellerer ensidigt til visse lønmodtageres selvtilfredse opfattelse af, at ledighed er og bliver mere eller mindre selvforskyldt og/eller mindreværdigt, og at først og fremmest den hårdt arbejdende 'klasse' er sit samfundsfælleskab voksent.

Tesfaye er derfor Søvndals og Mögers mand. Ikke nogen dårlig eksponent for et frisk pust til den ledelse, hvis Mögerske strategi fik så eftertrykkelige høvl ved sidste valg, da man for længst havde solgt værdipolitikken for regeringsmagten (som man så kun kunne takke Enhedslisten og De Radikale for). Tesfaye er betydeligt skarpere end Möger og har mange appellerende og vigtige pointer i slaget om den almindelige lønmodtager-vælger, men repræsenterer ingen brobygning i partiet. Havde Søvndal været interesseret i at samle SF, havde han for det første aldrig udnævnt Möger til minister, men valgt en fra partiets humanistiske fløj i redelig erkendelse af, at partiet favner så langt bredere end til én af valgnederlagets hovedstrateger.

Søvndals nye næstformandskandidat har arbejder-erfaring, men det er afgjort heller ikke fra brobygger-branchen.

Tesfayes berygtede »ti teser« er således ikke mindre tåkrummende i deres arbejderklasse-tunnelsyn end nationalisters etniske tunnelsyn, som om partier og samfund bør baseres på ophøjelsen af én etnicitet eller én klasse. Det er lige skidt.

Teserne baserer sig på den grundanskuelse, at SF burde tage udgangspunkt i »arbejderfamiliernes kamp for bedre vilkår«, mens det er forkert at føre politik for etniske minoriteter og homoseksuelle, hvis ikke man er 'én af dem', for det skal de 'selv'. En mere egoistisk og usolidarisk appel skal man således lede længe efter, når Tesfaye skriver:

»Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser. Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed - ikke fordi det er synd for de fattige.«

Kædens logik hopper selvfølgelig også af, fordi SF jo ganske enkelt ikke består af lutter 'arbejdere', hvorfor altså enhver SF'er, der er selvstændig, ledig, homoseksuel, jøde og/eller akademiker, ikke kan eller bør mene noget om (eller gøre noget for) ret og rimeligheden for de lønmodtagergrupper, vedkommende ikke selv er en del af.

Homoseksuelle SF'ere kan så kæmpe isoleret for homoseksuelles rettigheder (men ikke for trosfrihed eller bedre arbejdsforhold), hvorimod partiets ideologiske fundament helt snævert skal isoleres til den gode gamle arbejder, om hvem alting sig drejer.

Farvel solidaritet. Farvel helhedsperspektiv. Først mig selv og så mig selv og så mig selv.

Det afgørende er og bliver naturligvis ikke, hvad man måtte mene om Tesfaye anno 2005, men hvad manden selv ønsker at blive valgt til næstformand på i 2012, og han henviser i dag til disse teser som »polemiske«, og derfor havde der ingen grund været til at se nærmere på dem, hvis ikke han også fortsat fastholdt sin oprindelige grundtese: »Arbejderpartiet er altså en forudsætning for folkepartiet. Uden arbejdere bliver vi til et eliteparti - det er jeg imod.«

Det er forenklingens besnærende, men misvisende klarhed - det velkendte sort-hvide 'enten-eller' og 'dem-eller-os', der har redet (og rider) ideologer i alle lejre som en mare.

Ophøjelsen af én befolkningsgruppe med en helt utidssvarende etikette for nutidens vilkår- og rettighedskampe, der i Danmark ikke handler særlig meget om »arbejdere« kontra »kapitalister«, men om kapital-, rettigheds- og privelegiestærke interesser kontra marginaliserede, rettigheds- og privilegiesvage individer og grupper i komplekse forhold, der til tider går på kryds og tværs af økonomi, erhverv, uddannelse, tro/ikke-tro, seksualitet, sociale forhold osv.

Tesfayes agenda går dog videre end til 'arbejderklassen'. F.eks. ønsker han Dannebrog til 1. maj i Fælledparken for at »dyrke og respektere« de nationale kendetegn. Han er på SF-toppens klare strammerfløj i integrations- og værdipolitikken (der ville have gjort den nuværende regering langt mere overlappende med VK-regeringen på dette område, havde det ikke været for De Radikale og Enhedslisten).

Når alt det er sagt: Set fra SF's partisynspunkt burde Tesfaye have en langt mere fremtrædende profil i SF, hvis SF forstod at prioritere arbejdsmarkedets daglige kampe for bedre løn og vilkår højere. Men som central drivkraft for partiets overordnede retning på næstformandsposten får vi mere af det samme, der allerede har sendt partiet til tælling: mere Möger og Søvndal, mere marginalisering af de ledige og yderligere nedprioritering af solidaritet på tværs af snævre egeninteresser.

Og med mere Möger og Søvndal graver SF endvidere en stadig dybere kløft i forhold til Enhedslisten i stedet for at bygge den bro, der kunne bringe Enhedslisten tættere regeringen og regeringen tættere sit parlamentariske grundlag. Enhedslisten skovler til gengæld medlemmer ind på samme konto, mens SF bløder.

Möger og Søvndal har heller ikke formået at (læs: villet) udnytte muligheden for en stærkere humanistisk værdipolitisk akse mellem Enhedslisten, De Radikale og SF, som ellers kunne have presset Thorning-Schmidt og samlet set have profileret regeringen som et klarere alternativ til det foregående tiårs assimilation, pointsystemer, rettighedstab og diskrimination. Men i stedet for at bygge værdipolitisk bro mellem RV og Enhedslisten på den ene side og Socialdemokraterne på den anden, har SF's ledelse også bidraget aktivt til at udvide denne kløft ved at lægge sig fladt på maven for Thorning-Schmidt.

Hvis Søvndal og Möger nu heller ikke formår at bygge bro inden for SF efter det dårlige valgresultat, de mange løftebrud og den generelle svækkelse af partiet, risikerer man enten en fortsat afskalning til Enhedlisten eller som minimum en marginalisering af en stor del af partiets brede skarer, der af gode grunde må se desorienteret til forsøget på at skabe en politisk identitet som et snævert »arbejderparti« med signalpolitiske platituder om leverpostej-madpakker.

APROPOS SF

> Søvndal er imod tortur, men ...

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 28.3.2012