Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Råddenskaben driver igen-igen fra Forsvarets top

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I juli 2010 kom det frem, at forsvarsministeren og Forsvaskommandoen havde vildledt Folketingets forsvarsudvalg, idet man havde nedjusteret antallet af sårede danske soldater i Afghanistan fra 190 til det lidt mindre dramatiske 119 - f.eks. blev soldater, som 'blot' var blevet skudt i benet, frasorteret de officielle tal.

Endvidere havde man bagatelliseret antallet af psykisk traumatiserede soldater med diagnosen post traumatisk stress syndrom - ifølge Arbejdsskadestyrelsen havde 87 danske soldater fået denne diagnose, men daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech oplyste imidlertid til forsvarsudvalget: »Så vidt vides, anvendes diagnosen ikke hyppigt.« (Jf. Ekstra Bladet, 7.7.2010).

Offentligheden får ikke det fulde billede af de danske kriges konsekvenser - slet ikke, hvad angår civile dræbte, men åbenbart heller ikke hvad angår omkostningerne for de danske soldater.

I 2010 kom det frem via aktindsigt til B.T., at Forsvarskommandoen forsøgte at true filmholdet bag dokumentarfilmen 'Armadillo' til at fjerne og udlevere 'belastende' filmoptagelser - hvilket presseofficer Torben Kjeldsen forklarede som »en service«, for tænk nu, hvis filmen indeholdt »brud på rigets sikkerhed« ...

Og så er der naturligvis skandalen omkring den såkaldte jægerbog, hvor Forsvarskommandoen i efteråret 2009 lagde pres på chefredaktører og krævede censur, forbud, ransagelse af et forlag og udlevering af journalisters adresser!

For slet ikke at nævne den forfalskede oversættelse til arabisk, der blev lækket til B.T. af Forsvarskommandoens egen kommunikationschef, der muligvis ville bilde offentligheden ind, at Jægerbogen var meget, meget farlig og meget, meget værdifuld for arabisktalende terrorister (hvilket antageligt skulle begrunde bestræbelserne på forbud og censur) ...

Og så er der naturligvis også lækagen om jægersoldaternes mission i Irak i 2007, som behændigt (og med stor hjælp fra TV2 Nyhedernes chef Michael Dyrby) blev tørret af på den daværende opposition, men hvor Ekstra Bladets offentliggørelse af en lydfil peger på, at det i virkeligheden var daværende forsvarsminister Søren Gades egen spindoktor, Jacob Winther, der lækkede oplysningerne om missionen (oplysninger, som risikerede soldaternes liv ifølge Forsvarets oprindelig alarm over lækagen) ...

Og som jeg tidligere har bemærket var det såmænd den selvsamme Winther, der også 'kom til' at trykke på vedhæft fil i sit email-system, så en journalist i DR fik den forfalskede arabiske oversættelse af Jægerbogen i oktober 2009. Og den selvsamme Winther, der styrede den spin-offensiv, som skulle kvæle Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm fra 2007, »Den hemmelige krig«, som afslørede, at Jægerkorpset havde udleveret afghanske fanger til amerikanske soldater i Afghanistan, velvidende at de derved kunne risikere tortur og mishandling.

Også i dansk krig og politik gælder åbenbart alle kneb - går den, så går den.

Centralt placeret i flere af forløbene står uundgåeligt tidligere forsvarsminister Søren Gade - og det gør han såmænd også i den nye afsløring af endnu mere råddenskab i Forsvarets top, som Politiken har afdækket, og som nogle vurderer til at være af endnu værre karakter end hele Jægerbogsskandalen.

Ifølge et hidtil ukendt notat tyder det således på, at daværende chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou, beordrede misinformation af Folketinget, så antallet af irakiske fanger, som danske soldater havde taget til fange indtil 2007, blev nedskrevet til 198 i et svar til Folketinget - skønt det reelle tallet var over 500 (nyere oplysninger i dagens Politiken peger på, at det sågar muligvis var over det dobbelte).

Spørgsmålet har været centralt i diskussionen om udleveringen af fanger til irakiske myndigheder med overhængende fare for tortur - og hele 13 gange har Venstres forsvarsministre, Søren Gade og Gitte Lillelund Bech, efterfølgende refereret til Kiærskous bevidst forfalskede tal i Folketinget.

Tilsyneladende ønskede hærchefen ikke at oplyse det sande antal, fordi Forsvaret derved ville miste troværdighed - en troværdighed, som åbenbart var identisk med Kiærskous egen (manglende) troværdighed, eftersom det var ham, der var ansvarlig for, at de tidligere opgivne tal var for lave.

Troværdigheden skulle med andre ord reddes med en løgn.

Daværende forsvarsminister Søren Gade er vanen tro gået i flyverskjul, mens endnu en ekstremt belastende skandale oprulles for offentligheden.

Hvor megen råddenskab mon slet ikke kommer for dagens lys fra det betændte magtfuldkomne rum, som visse af Forsvarets top-aktørere lever i? Hvem ved. Men dét, der er blevet afdækket i de senere år, viser en magtkultur i Forsvarets top, der i flere tilfælde er så betændt som en, der kunne trives i vaskeægte diktaturstater.

Heldigvis er der så meget åbent samfund tilbage og gode magtkritiske journalister, at vi af og til får skovlen under disse betændte forhold. Spørgsmålet er således ikke længere, hvorvidt pressen har skovlen nede i råddenskaben, men kun, hvor dybt råddenskaben stikker - og hvor højt og bredt i systemet, den rækker.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 9.2.2012