---

»De bløde bakker, dragende søer og vidstrakte kornmarker mellem granernes læhegn er som lette kjoler med tunge slag - naturens klæder er slet og ret feminine, og det danske landskab er kvindeligt.« (Engelbreth: Danmark er en kvinde)

---

Dansk Forbudsparti

Dansk Folkepartis Ungdom har forbudt pressen at overvære deres landsmøde. På spørgsmålet om, hvorfor journalister ikke kan få adgang, svarer DFU's formand, Allan Steen Hansen: »De kan nemt fremstille os lidt uheldigt.« (Politiken.dk, 15.3.2010).

Uheldigt? Hvordan kan han dog tro dét? Hvad har de unge nationalister vel at frygte fra pressefrihed og ytringsfrihed? Eller mener Allan Steen Hansen måske, at det var lidt uheldigt, da pressen i 2006 berettede om DFU's sommermøde, hvor de unge nationalister kappedes om at fremstille foragtende karikaturer af Muhammed? Dengang, hvor det kom frem, at ét af de dygtigste bidrag til hånekonkurrencen var en tegning af profeten som øldrikkende, urinerende kamel?

Gad vide, hvad det er, der nu skal foregå på DFU's landsmøde, og som »nemt« risikerer at blive fremstillet »lidt uheldigt«, hvis pressen får adgang? Vi får det nok aldrig at vide.

Dermed ligger de unge nationalister sig pænt i slipstrømmen af Faderpartiets frygt for ytringsfriheden i almindelighed.

Eksempelvis harcelerede Pia Kjærsgaard over pressens dækning af DFU's hånekonkurrence: »Jeg synes, man bør rette en meget hård kritik af de nyhedsmedier, der har viderebragt det.« (Politiken, 9.10.2006). De skulle altså have lukket øjnene. Trukket stikket ud. Udøvet selvcensur.

Det er hverken første eller sidste gang, at dette magtfulde parti har krævet alt fra forbud og censur til fyringer og retsforfølgelse i kampen mod kritikere eller kritiske ytringer:

Selv om Dansk Folkeparti f.eks. kalder racismeparagraffen for et »totalitært« anslag mod ytringsfriheden ud fra den forsimpling, at totalitære samfund straffer borgere for deres uønskede »holdninger«, mens retssamfund kun straffer for uønskede »handlinger«, har dette dog ikke holdt partiet tilbage fra selv at ville straffe kritikere for at give udtryk for deres holdninger.

I 1999 trak Kjærsgaard Karen Sunds i retten og krævede 10.000 kr. i erstatning, fordi hun havde udtrykt den holdning, at Kjærsgaards synspunkter var »racistiske«. I 2000 trak Kjærsgaard og Camre forfatteren Jan Sonnergaard i retten og krævede denne gang det tidobbelte i erstatning, fordi han havde udtrykt den holdning, at de to politikere var »landsforrædere«.

Både Sunds og Sonnergaard blev frikendt – men var kravene om holdnings-straf ikke totalitære ifølge partiets egen logik?

Vel, lad os springe frem i tiden og se, om partiet har skiftet kurs:

I 2007 krævede Morten Messerschmidt DR-journalister fyret, hvis der produceres »rød journalistik« (Nyhedsavisen, 2.1.2007).

I 2009 krævede Dansk Folkeparti Fathi El-Abed fyret som konsulent i Udenrigsministeriet, fordi man ikke ville acceptere, at han samtidig havde poster som formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og var EU-kandidat for SF (Berlingske, 27.4.2009) – til trods for at der ikke var eksempler på, at han havde sammenblandet 'kasketterne'.

I 2009 krævede Dansk Folkeparti Justitsministeriets undersøgelse af, om tidligere operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, var »med- eller modspiller«, fordi han havde kritiseret, at to mistænkte tunesere ikke var blevet stillet for en domstol (Ugebrev, 17.11.2008).

I 2009 krævede Søren Krarup, at soldaternes fagforeninger ikke måtte udtale sig om krigen i Afghanistan (JP, 3.12.2009).

I 2010 krævede Dansk Folkeparti lederen af Holbergskolen fyret, hvis et forældremøde uden fædre blev gennemført (Berlingske, 4.2.2010).

I 2010 fastslog Dansk Folkeparti, at præster, der tror på, at også ikke-kristne kan finde vej til Gud, bør fyres (Kristeligt Dagblad, 6.3.2010).

Og så videre … For der er mange flere eksempler. Læs f.eks. Lars Pilegårds blog-indlæg »Hedeselskabet, Danske Folkeparti og ytringsfriheden« eller tjek Facebook-gruppen: Nej tak til Dansk Folkepartis undertrykkelse af ytringsfriheden

Der er mange måder, man kan lukke munden på kritiske røster. Dansk Folkeparti har f.eks. krævet Det Danske Center for Menneskerettigheder lukket, og krævet støtten fjernet fra bl.a. Dokumentations- og Rådgivningscentret om racediskrimination, Dansk PEN og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Og så er der forbudene: Dansk Folkeparti og/eller Dansk Folkepartis Ungdom har bl.a. agiteret for forbud mod en samfundskritisk lærebog til lærerstuderende og krav om forhåndsgodkendelse af skolebøgers indhold, forbud mod at tale arabisk eller andre fremmedsprog i skolen, forbud mod minareter, forbud mod burkaer, forbud mod islamiske gravpladser, forbud mod at bære tørklæder i den offentlige sektor, forbud mod muslimske friskoler, forbud mod islamisk halalslagtning og jødisk schæchtning samt forbud mod import af kød, som er slagtet efter muslimernes eller jødernes tradition …

Friheden er med andre ord gavnligst, når den er et våben til at dæmonisere foretrukne syndebukke og fremme partiets diskriminationspolitik – men ét våben er dog vigtigere i samme sags ædle tjeneste: Forbudet.

[Ovenstående klumme er trykt i Politiken.]

Rune Engelbreth Larsen, 20.3.2010
> Indlæggets permalink

---

For lidt Clausen i dansk film?

Dansk film er i krise, hedder det, for i 2009 var antallet af solgte biografbilletter til danskproducerede film kun det halve af niveauet i 2008. Så skal der produceres forklaringer, og det har Cepos' medstifter Kasper Elbjørn forstået at gøre ved at hugge en hæl og klippe en tå, så det passer som ideologisk fod i liberalistisk hose. Årsagen er således den, at danske film er »erikclausificeret« og dyrker »taberkulturen«, fastslår han i Politiken.

Nu har generaliseringer det ofte med at bortabstrahere det konkrete, især når de føres i felten under et ideologisk banner, der skal rette kendsgerningerne ind efter synspunktet. Virkeligheden er ikke så enkel.

For det første har de seneste filmår været ualmindelig gode, hvad angår den nationale markedsandel af solgte biografbilletter i Danmark. Derfor er ét dårligere år ingen rimelig grund til vilde politiserende spekulationer om den samlede danske filmproduktions fatale ideologiske 'fejlgreb'.

For det andet er svingninger både i den ene og anden retning utvivlsomt udtryk for et samspil af en lang række faktorer. Måske har Stieg Larsson-filmatiseringernes premierer i 2009 været for koncentrerede publikumsmagneter, der støvsugede en forholdsmæssig stor del af de biografgængere, som normalt kun sætter foden i biografsalen få gange årligt? Hvem ved – der kan være så mange grunde.

Men at en særegen 'erikclausificering' skulle bære ansvaret er i alle tilfælde absurd – Erik Clausens seneste film var »Ledsaget udgang«, der faktisk solgte intet mindre end 309.000 billetter. Måske er der i virkeligheden brug for mere og ikke mindre 'erikclausificering' af dansk film?

Sådan kan det naturligvis heller ikke stilles op – men denne konklusion ville dog være betydeligt mere holdbar. At hævde, at dansk film bare giver »samfundet« skylden for »tabernes« ulykkelige situation, er vist i bedste fald en overvintret fordom af mere firkantet og uddateret karakter end den socialrealisme, den opponerer imod.

Kritikken er ikke andet end subjektiv liberalistisk irritation forklædt som 'analyse' af dansk films dalende billetsalg sidste år.

Jeg skal undlade at forklæde min egen ønskeliste som andet, end den er – for den er selvfølgelig ikke mindre subjektiv – men ét punkt hos Elbjørn kan jeg dog tilslutte mig, når han efterlyser flere film, der handler om »statens mænd og politikere, der bliver afsløret i at overtræde vore hævdvundne rettigheder« ...

Også jeg så gerne flere magtkritiske film som f.eks. Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved eller Nicolaj Arcels Kongekabale, der med vid og bid stiller skarpt på politikeres spin, overvågningshysteri og rettighedsundergravende magtmisbrug. Men lad os også få flere film som Niels Arden Oplevs bud på den danske drøm i Drømmen og Erik Clausens tidligere nævnte Ledsaget udgang, der til nogles forargelse hudfletter tilværelsen på bunden af samfundet med både lune, dybde og skarphed. Lad os få flere film, der tør udfordre en selvtilfreds middelmådigheds ensretning og provinsielle mobning, som Thomas Vinterberg gør det med Festen, Henrik Ruben Genz med Frygtelig lykkelig eller Ole Bornedal med Fri os fra det onde.

Film må gerne være politiske og magtkritiske, men behøver det ikke. Bare de er gode – og den slags er det som bekendt ikke lige let at blive enige om. Heldigvis er der mange danske instruktører, der har skabt gode film de senere år – i mine øjne. Fra ovenstående til Lars von Trier, Pernille Fischer Christensen og Kristian Levring m.fl.

Og jeg tror såmænd, at danske filmkunstnere hovedsageligt har fulgt deres eget hjerte det forgangne tiår, hvor det egentlig ikke er gået så ringe i vores lille filmland, billetkrise eller ej. Intet er i hvert fald så kunstnerisk kontraproduktivt som en ideologisk betinget sandhed om, hvad kunstnere bør eller ikke bør - for at sælge flere billetter.

Rune Engelbreth Larsen, 18.3.2010
> Indlæggets permalink

---

Alexis de Tocqueville: Massen kontra individet

I andet bind af sit berømte værk, Demokratiet i Amerika, der udkom i 1840, skrev franskmanden Alexis de Tocqueville om den formynderiske nivellering af den menneskelige mangfoldighed, som han frygtede ville blive et resultat af demokratiseringsprocessen, der begyndte at slå rødder i 1800-tallets Europa, men var betydeligt længere fremme i USA:

Jeg ser for mig en talløs skare af mennesker, ligestillede og ensartede. De lever optaget af sig selv og deres eget, og tænker kun på at skaffe sig de små og vulgære glæder, som fylder deres sind. Hver enkelt af dem har trukket sig ud af samfundet og står som en fremmed over for alle de andres skæbne. Hans egne børn og personlige venner udgør for ham hele menneskeheden. Hans medborgere lever ved siden af ham, men han ser dem ikke, han berører dem, men mærker dem ikke. Han lever kun i og for sig selv (...)

Over alle disse væsener hæver sig en vældig formynder, som påtager sig alene at sørge for deres velfærd og våge over deres liv. Den har uindskrænket mangt, den griber ind på alle områder, den er velordnet, forudseende og mild. Den ville have lignet forældremyndigheden, dersom dens formål havde været at gøre menneskene rede til den voksnes liv, men den søger, tværtimod, at holde dem fast i barndommen for altid. Den kan lide, at borgerne trives, forudsat, at de ikke tænker på andet end deres trivsel. Den arbejder gerne for deres lykke, men vil være alene om det og den eneste, som bestemmer, hvori denne lykke består. Den sørger for deres sikkerhed, forudser og dækker deres behov, skaffer dem adspredelse, tager sig af deres vigtigste forretninger, leder dem i deres arbejde, ordner og fordeler deres arv (...)

Efter på den måde at have taget hver enkelt individ i sine stærke hænder og have formet det efter sin vilje, strækker formynderstaten sine arme ud efter hele samfundet. Det dækker det med et net af komplicerede, detaljerede og uniformerede småregler (...)

Den knuser ikke deres vilje, men mørner dem og leder dem. Den tvinger sjældent til handling, men sætter sig stadig imod det, man ønsker at gøre. Den river ikke ned, men hindrer at noget nyt opstår. Den tyranniserer ikke, men trykker, dæmper, svækker, slukker, sløver og forvandler til slut folket til en flok frygtsomme og flittige dyr med staten til hyrde.

Da en forkortet udgave af Tocquevilles værk blev udgivet i Danmark, beskrev oversætteren, hvilket indtryk det gjorde på ham, da han første gang læste dette: "Hvem var den mand, som for næsten 150 år siden med så detaljeret og sviende nøjagtighed kunne beskrive det samfund, vi lever i?"

Det var i 1978. Det er selvfølgelig en overdrevet reaktion - men er tendensen i Tocquevilles ord blevet mindre træffende siden?

Tocqueville var både begejstret og bekymret for demokratiets følger for den individuelle frihed. I citatsektionen er tilføjet en række citater, der viser hans emfase på det enkelte menneskes værdi og hans advarsel mod bagsiden ved den moderne statsmagt, som han dengang så tegne sig i fremtidens stater: Alexis de Tocqueville.

Rune Engelbreth Larsen, 12.3.2010
> Indlæggets permalink

---

Individualisme og humanisme

»Så længe vi betragter jøderne som en særskilt gruppe, ser vi ikke ofrene som simpelthen mennesker. Så længe vi ikke ser Anden Verdenskrig som menneskers udryddelse af andre mennesker, som menneskets udryddelse af mennesket, altså som selvdestruktion, lige så længe vil udryddelsen let kunne gå ud over andre, nye grupper.« (Søren Gosvig Olesen, Berlingske, 1.3.2010).

»I et land med seks millioner arbejdsløse er det klart, at nazismen havde exceptionelt gode betingelser for vækst. Men selve trangen til enhed og identifikation, tror jeg, der er noget almenmenneskeligt over. Folket mangler altid retning, orden og orientering (…) Vi opfører os for disciplineret i nutidens samfund, vi finder os i for mange ting. Vi er ekstremt lovlydige og regelrette. Ikke mindst i Danmark.« (Søren Gosvig Olesen; Information, 1.3.2010).

Hvorfor er det sidstnævnte et problem, kunne man begynde med at spørge? Et svar er måske, at det mest ordnede udtryk for disciplinerede adfærd er flokmentaliteten, og at flokken derfor i virkeligheden altid har været menneskets latente modstander. Over for den konforme masse bliver det enkelte menneske, der i sin individuelle egenart står udenfor, let en ildeset afviger – 'en fremmed'.

Jo flere disciplinerede, desto større er trykket mod de utilpassede, der ikke hører til den givne 'orden' – hvad enten denne orden så dikterer massens politiske paragraffer og religiøse dogmer, eller om den tegnes af reklameeksponerede idealkroppe, strenge sundhedskrav eller en indpisket arbejdsmoral. Adfærdsafvigelser kortlægges og kriminaliseres eller diagnosticeres og patologiseres i stigende grad, og middelvejens strømlinede normative orden accepterer færre og færre udveje og omveje.

Eftersom der aldrig er to mennesker, der er helt ens, er enhver sådan udtalt eller uudtalt bestræbelse på ensretning også en nivellering af dét, der gør den enkelte til et selvstændigt og unikt menneske. Derfor er der brug for at erindre om en reel individualisme.

Disciplineringen foregår imidlertid på mange niveauer og hjælpes desværre på vej af en udbredt sammenblanding af individualisme og egoisme, der har misforstået noget helt elementært: Den egoistiske selvhævdelse er næsten altid pr. definition hensynsløs over for medmenneskers egenart, og derved ophæver den i sidste ende al meningsfuld individualisme, der netop er betinget af menneskelig mangfoldighed.

For at være konsekvent må en sådan individualisme dog også kunne rumme en individualitet, der faktisk er drevet af ønsket om at lade sig absorbere af en fælles identitet – eller mindre langhåret udtrykt: Det kan også være et individualistisk træk at blive 'som de andre'.

Det, der her ved første øjekast ligner et paradoks, opløses dog ret hurtigt igen, når man betænker, at alternativet til denne forståelse, er en 'individualisme', der med magt måtte efterstræbe (eller endnu mere paradoksalt: gennemtvinge) mangfoldighed, hvilket imidlertid ikke er mindre 'tvangsnormaliserende' end den massebevægelse, der gennemtvinger sin egen ensretning.

En tvangs-individualisering er ganske vist temmelig hypotetisk, men pointen i forlængelse af ræsonnementet er alligevel lige så relevant, som den er enkel: Individualitet er ikke i sig selv et spørgsmål om, hvorvidt man står uden for et normativt meningsfællesskab eller ej, men alene om hvorvidt ståstedet er i overensstemmelse med den enkeltes egen overbevisning og samvittighed eller ej.

Den, der forbliver tro mod sig selv ved f.eks. at vælge et meningsfællesskab, hvis individuelle forskellighed er stærkt begrænset, er jo ikke mindre sig selv end den, der forbliver tro mod sig selv ved at stå uden for samme meningsfællesskab.

Truslen mod mangfoldigheden og individualiteten er derfor de disciplinerende og intolerante kræfter, der direkte eller indirekte vil tvinge andre til at tænke, tro, klæde sig, spise, tilsluttes eller forarges over det samme som dem selv – og ekskludere dem, der ikke gør.

Det gælder korpsånden hos den type partisoldater, der vil diktere andre deres egen »normalitet«, og det gælder ortodoksien hos den type troende, for hvem det er sandt og godt at tvinge andre til at efterstræbe den samme »frelse« som dem selv.

Sådanne ensrettere findes naturligvis inden for flere politiske og religiøse retninger, også i Danmark. Men de mest militante er yderst marginale og forbliver som regel helt uden realpolitisk magt. Derfor udgør de heller ingen trussel mod samfundet som et hele, om end nogle unægtelig kan være farlige for de enkeltpersoner, de truer eller ligefrem overfalder.

Langt farligere forholder det sig imidlertid, hvis ensretningen får magt, som den har agt. En bevægelse, der er kendetegnet ved sin demonstrative hævdelse af Normen og Moralen, og som taler 'på vegne af' en abstrakt sandhed og misbruger en masse-identitet (f.eks. »danskerne«, »folket« eller »flertallet«), har allerede iscenesat eksklusionen af de »forrædere« eller »fremmede«, der måtte stå udenfor.

Jeg ved ikke, om det også er det, der ligger Søren Gosvig Olesen på sinde i ovenstående udsagn om hans bog, 'Hitler – en introduktion', men det fik mig i alle tilfælde til at tænke på den individualisme, der er antitesen til samfundets ensretning.

Bevares, vor tids Danmark er selvfølgelig langtfra indbegrebet af en nazistisk samfundsorden. Men nazismen er også af så ubegribeligt uhyrlige dimensioner, at det er meningsløst at skulle 'måle' al anden krænkelse mod den, for så vil megen anden frygtelig umenneskelighed og ensretning altid fremstå som 'mild'. Dagens tiltagende samfundsforråelse og flokmentalitet, der generelt er langt mere snigende disciplinerende og folkeligt passiviserende, end den er traditionelt totalitær (når vi ser bort fra den kyniske brutalisering og systematiske dehumanisering, der tages i anvendelse over for asylansøgere, som oven i købet ofte deporteres til blodige torturbødler), er foruroligende nok i sig selv.

Individualismen som ensretningens oplagte modstykke er sygnet hen i Danmark og trænger til at blive genopdaget og aktualiseret.

Vi trænger til at blive mindet om, at flertallet i dag faktisk er farligere for mindretallet end omvendt. At normen faktisk af og til er farligere end afvigelsen. At lovbryderen faktisk af og til har mere ret end loven. Dette 'af og til' er overordentlig betydningsfuldt.

Også derfor er det vigtigt at appellere til den enkelte som et unikt menneske frem for som en lille plet og en bekvem brik i magtens dispositioner og den grå masse. Humanisme og individualisme hænger sammen.

[Ovenstående klumme er trykt i Politiken i en forkortet version]

Rune Engelbreth Larsen, 7.3.2010
> Indlæggets permalink

---

Rammstein og Zensursula

Wir sind für die Musik geboren
Wir sind die Diener eurer Ohren ...

Vi er født til musikken
Vi er jeres ørers tjenere ...

Rammstein: »Rammlied« (2009)

Den tyske rock-, metal- eller industrialgruppe Rammstein udfordrer gerne konventionelle rammer i samspillet mellem musik, lyrik og æstetik, og bandet har gentagne gange formået at forarge både til højre og venstre. Selv gruppens navn er kontroversielt, idet det refererer til en flytragedie i 1988, hvor 74 omkom og over 500 blev kvæstet på den amerikanske luftbase ved byen Ramstein. Med poetisk inspiration lige fra Goethe, Hoffmann, Brecht og Grimm til nogle af samtidens horrible mediehistorier om incest og kannibalisme udforskes livets tragedier og komedier, fra grænsesøgende sex og umættelig grådighed til drømmende romantik og nagende jalousi.

Senest har selveste Hvideruslands Moralråd fordømt bandet, der skal spille i hovedstaden Minsk den 7. marts. Statsmoralisterne hævder i en pressemeddelelse, at Rammstein opfordrer til »vold, masochisme, homoseksualitet og andre perversiteter«, og at deres tilstedeværelse angiveligt er en trussel mod »den hviderussiske statsorden«.

Også i Tyskland er myndighederne ude med censurriven. I 2009 forbød den daværende tyske familieminister Ursula von der Leyen (med tilnavnet Zensursula) unge under 18 år at købe Rammsteins seneste CD, »Liebe ist für Alle da«, hvis cover afbilder bandmedlemmer, der er i færd med at tilberede en nøgen kvinde.

Endvidere er der i Tyskland nedlagt decideret forbud mod at spille sangen »Ich Tu Dir Weh« (jeg gør dig ondt), mens den eksplicit pornografiske musikvideo til albummets første single, »Pussy«, kun vises i en stærkt censureret version.

Mange overser både flertydighed og ironi, men Rammstein spekulerer utvivlsomt også i provokationen for opmærksomhedens skyld – »Pussy« er undtagelsesvist et banalt og musikalsk uopfindsomt hit om kødets lyster, om end heller ikke uden ironi: »Blitzkrieg mit dem Fleischgewehr« (Blitzkrig med kødgeværet). Med få undtagelser er teksterne rige på flydende poetiske metaforer frem for poppens entydige platituder og garneret med små halvlitterære fortællinger, der slet ikke lader sig indfange i moraliserende smagsdomme eller politiserende rammer om den kunstneriske frihed.

Men det er ikke kun konservative moralvogtere, der har vanskeligt ved at forstå, at æstetik ikke behøver være etik, eller at ironiske glimt og farverige metaforer ikke nødvendigvis kan reduceres til fikserede politiske holdninger eller banale opfordringer til at handle på bestemte måder. Også på venstrefløjen er Rammstein omstridt og bliver til tider afskrevet som »højreradikalt« på grund af en musikvideo, der bl.a. anvender klip fra Leni Riefenstahls propagandafilm 'Olympia' (1936). Desuden beskyldes bandets monumentale koncerter for at gentage en autoritær iscenesættelse, hvor indtrykket af de tunge rytmer forstærkes af et dramatisk ildshow.

Rammstein har fastholdt, at deres musik og tekster generelt er apolitiske, og at Riefenstahl alene blev benyttet af æstetiske grunde (skønt forsangeren Till Lindemann siden har fortrudt billedvalget – måske primært af træthed over at skulle forklare sig).

Trods Lindemanns kritik af Tysklands vage indgriben over for racistiske motiveret vold, og selv om sangen »Links 2 3 4« er deres eneste politiske statement, der fastslår, at gruppen placerer sig til venstre, verserer gamle skrøner til stadighed på venstrefløjen.

Men til syvende og sidst er det eventuelle politiske ståsted jo underordnet; musik, litteratur og billedkunst kan heldigvis have mange kvaliteter, der ikke svarer til firkantede ideologiske støbeformer, men byder på oplevelser, der udfordrer andre mentale og moralske barrierer uden bastante 'svar' eller traditionelle entydige 'budskaber'.

At Rammstein kan forarge politiske moraldommere af forskellig observans i Tyskland og true Lukasjenkos totalitære »statsorden« i Hviderusland, som hverken forstår flertydighed, ironi eller passionernes poesi, gør imidlertid også utilsigtet gruppen til en velkommen sten i skoen hos de politikere, der vil politisere alting.

Rune Engelbreth Larsen, 5.3.2010
> Indlæggets permalink

---

"Man føler sig virkelig beriget på mange fronter"

Endnu en anmeldelse af Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur; dennegang i medlemsbladet for Dansk Vandrelaug, Fritidsliv. Her skriver Michala Mentze bl.a.:

Fra januar til december besøger Rune Engelbreth Larsen en række danske landskaber. Ved vintertide tegner han et portræt af Grenen, Hulsig Hede, Råbjerg Mile og Samsø, om foråret Gudenåen og Fyn, om sommeren Sjælland og Bornholm, og om efteråret Langeland, Vejle Ådal, Syv Års Søerne og Himmelbjerget.

Med sig på sin vandrefærd har Rune Engelbreth forfattere, digtere og billedkunstnere. Men selv om hans tekst er fuld af poesi og litterære associationer, vrimler den også med fakta og gode historier. Så man føler sig virkelig beriget på mange fronter ved læsningen.

Michala Mentze
Fritidsliv nr. 2, marts/april 2010

Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur kan købes i boghandler landet over eller bestilles via Forlaget Dana.

Rune Engelbreth Larsen, 3.3.2010

---

Online: Modstandsradioen Danmarks Løver #04

Modstandsradioen Danmarks Løver #04 kan nu høres online:

1) Udsendelsen indledes med en reportage fra Sarajevo af Ove Weiss, der bl.a. taler med Isam Bachiri fra bandet Outlandish, som var hovedattraktionen under Sarajevos traditionsrige kulturfestival med temaet forskellighed og mangfoldighed. I århundreder var Sarajevo mødestedet for Østens og Vestens kulturer, et fristed for tolerance med respekt for etniske grupper og religiøse retninger, men så slog nationalismen ned på Balkan - to millioner mennesker blev jaget på flugt, 100.000 dræbt og flere hundrede tusinde lemlæstet ...

2) Birgitte Rahbek taler med forfatteren Kirsten Thorup om begrebet "propaganda".

3) Radiomagasinet afrundes med nyhederne, samlet og redigeret af vores egen nyhedschef Knud Andersen.

Lyt via Den 2. Radio: Modstandsradioen Danmarks Løver

Rune Engelbreth Larsen, 1.3.2010

---

> FEBRUAR 2010